Artikler
Danske Speditører med grønt fokus på Transportmessen
arrow_backTil oversigten28. marts 2023
Grønne løsninger er i centrum, når Danske Speditører ruller ind på Transport 2023, hvor brancheforeningen også uddeler den prestigefyldte EFFIE-pris. Derudover holder Danske Speditører sin ordinære generalforsamling på messen, som finder sted i MCH Messecenter Herning 20.-22. april.
Danske Speditører kigger ind i en aktivitetsmættet udgave af Transportmessen, hvor foreningen dels møder branchen og udforsker nye teknologier, dels holder generalforsamling og uddeler EFFIE-prisen. Såvel generalforsamlingen som prisuddelingen, der hylder effektiv, innovativ og energirigtig logistik, finder sted på åbningsdagen, og det er ingenlunde tilfældigt - timingen vurderes at være god i forhold til foreningens medlemmer, ligesom prisen går hånd i hånd med Transportmessens generelle, grønne fokus.
- Vi ved erfaringsmæssigt, at nogle af Danske Speditørers medlemmer er på messen, og så er det naturligt at vi kombinerer generalforsamling og messe. Alle med indsigt i foreningslivet ved, at den årlige generalforsamling er årets højdepunkt, og hos Danske Speditører er det ingen undtagelse. Det er et privilegium at kombinere årets begivenhed i foreningen med åbningen af årets transportmesse, konstaterer administrerende direktør i Danske Speditører Martin Aabak og fortsætter om EFFIE-prisen:
- Speditørerne har en helt særlig rolle i den grønne omstilling, og med EFFIE-prisen får vi lejlighed til at belønne den eller de speditører, som har udvist særligt stor innovation og kreativitet. Uden at foregribe selve prisuddelingen, som afgøres af et dommerpanel, så uddeles prisen fra Grøn Transport-scenen torsdag eftermiddag, og jeg ser selv meget frem til både selve uddelingen og præsentationen af de nominerede virksomheder.
Grøn Transport-scenen byder samlet set på et konferenceprogram spækket med lærerige foredrag, udfordrende indlæg og spændende debatter om - alt sammen med henblik på at kortlægge, hvordan transportbranchen kan udvikle sig i en bæredygtig retning.
Danske Speditører: Dialog fører til inspiration
Netop denne udvikling ligger Danske Speditører meget på sinde, og mens man i vid udstrækning deltager i Transportmessen for at møde branchens leverandører, så er det også for at se noget af den nye teknologi inden for godsfragt.
- I år er det særligt med fokus på hvordan logistik- og transportbranchen kan bidrage til den grønne omstilling. Jeg oplever ingen modstridende holdninger, den grønne omstilling er en bunden opgave, men som speditører ligger det i vores DNA at optimere alle komponenter i logistik- og vareforsyningskæderne, og dermed bidrager vi automatisk til CO2-reduktion. Samtidig er jeg sikker på, at vi med den gode dialog sammen med købere og sælgere kan blive inspireret, lyder det fra Martin Aabak, der i det hele taget finder Transportmessen vigtig for branchen:
- Det er ingen hemmelighed, at de seneste år har været udfordrende for hele logistik- og transportbranchen. Derfor er det vigtigt at mødes på tværs af branchen og i den særlige ramme, som Transportmessen tilbyder. Personligt glæder jeg mig, og jeg vil nødigt undvære muligheden for at opleve den nye Grøn Transport-udstilling og fra nærmeste hold få et indblik i de nye grønne løsninger.
Transport 2023 finder sted 20.-22. april i MCH Messecenter Herning.
Kontaktinformation
Søren Øster Kæmpegaard
Ass. projektleder, MCH A/S
Telefon: +45 61 60 41 59
E-mail: sok@mch.dk
Lars Meedom
Projektleder, Salg, MCH A/S
Telefon: +45 61 13 48 19
E-mail: lme@mch.dk
Transport_Foto: MCH/Lars Møller