Artikler
Transportmessen dedikerer scene til grønne løsninger
arrow_backTil oversigten12. april 2023
- Arbejdsbeklædning
- Autoglas
- Brændstof og smøreolie
- Busser
- Chassis-komponenter
- Containere, beholdere og renovation
- Dæk
- Drift og vedligeholdelse
- Entreprenørmaskiner
- Førerkomfort og udstyr
- IT og kommunikation
- Kølemaskiner
- Lager og logistik
- Lastbiler
- Læssegrej og kraner
- Opbygninger
- Påhængsvogne
- Taxi
- Transport- og serviceydelser
- Trucks og løftegrej
- Varebiler
Energivenlige tiltag og bæredygtighed i det hele taget kommer i centrum på Grøn Transport-scenen, der på årets udgave af Transportmessen byder på en lang række oplæg og debatter om grønne løsninger. Transport 2023 finder sted i MCH Messecenter Herning 20.-22. april.
Når årets udgave af Transportmessen åbner dørene i næste uge, bliver det med et stort fokus på innovative løsninger til gavn for ikke mindst miljøet. Der zoomes ind på netop grønne løsninger på Grøn Transport-scenen, som alle tre dage danner rammen om stribevis af oplæg og debatter med centrale skikkelser i branchen. Det gælder eksempelvis direktør i Dansk e-Mobilitet John Dyrby Paulsen, der torsdag eftermiddag deltager i en debat om grønne drivmidler.
- Det er efterhånden åbenlyst, at det bliver direkte elektrificering, der kommer til at drive den grønne omstilling af den tunge vejtransport. Det er den mest energieffektive løsning, og med stigende rækkevidde står elektrificeringen af lastbilerne lige for døren i Danmark, vurderer John Dyrby Paulsen, der samtidig hæfter sig ved, at man stadig er i begyndelsen af den grønne omstilling af den tunge transport:
- Det er derfor en utrolig vigtig bold, som Transportmessen griber ved at sætte fokus på de forskellige muligheder, der er for den grønne omstilling af den samlede transportsektor. Og jeg ser frem til at høre om alle de grønne løsninger, der findes i forhold til den tunge transport - og ikke mindst hvilke, der er på vej.
Han finder programmet stærkt og ser indholdet som en oplagt mulighed for at få afkræftet nogle af de myter, der florerer om den grønne omstilling af lastbiler.
Oplægsholder: Helt afgørende at være opdateret
Netop fakta og myter om grønne lastbiler er på tapetet, når teknisk direktør i Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen indtager scenen fredag formiddag.
- Publikum kan forvente at få et koncentreret overblik over den nødvendige grønne omstilling af lastbilerne - jeg giver en introduktion til, hvilke teknologier, der er i spil, og hvilke rammebetingelser, der påkræves i de første år. Derudover tager jeg fat på bevæggrundene bag de mest fremtrædende teknologier, som typisk er de mest energieffektive, ligesom jeg ser på, hvilken tidsramme, vi arbejder med, fortæller Gunni Mikkelsen, der finder det helt naturligt, at de grønne lastbiler belyses så grundigt på Transportmessen:
- Messen er et oplagt sted at få al den information og de nyeste opdateringer - dels ved at lytte til oplæggene på scenen, dels ved at tale med specialisterne på de enkelte stande. Og netop fordi den grønne omstilling er så markant, er det helt afgørende, at transportsektoren er helt opdateret - på den måde kan de enkelte aktører træffe deres beslutninger på et godt og veloplyst grundlag.
Optimal udnyttelse af produktionsapparatet
Blandt de mange bud på grønne løsninger i transportbranchen finder man brint i mobilitet, der er temaet, når Everfuel, Toyota og Brintbranchen sammen holder et oplæg fredag eftermiddag.
- Vi kommer ikke til at lykkes med den grønne omstilling, hvis ikke vi tænker brint ind. Brint kan lagres til de dage, hvor der ikke er vedvarende energi til stede, og dermed kan brint være med til at balancere elnettet. Brint minder om det, man kender i dag inden for mobilitet, nemlig diesel, og tilbyder mange af de samme egenskaber - hurtig tankning, lang rækkevidde og høj nyttelast. Med andre ord giver brint en optimal udnyttelse af produktionsapparatet, forklarer account manager i Everfuel Knud Christensen.
Toyota deltager på to stande, hvoraf Everfuel er med på standen i Persontransport, hvor eksempelvis brintbilen Toyota Mirai kan opleves.
Grøn Transport-scenen byder på en lang række øvrige oplæg og debatter - se det samlede program hér. Moderator på scenen er journalist Cecilie Beck. Ligeledes på Grøn Transport-scenen taler transportminister Thomas Danielsen i forbindelse med den officielle åbning af årets messe, og så er det også hér, at Den Grønne Transportpris uddeles af DTL - Danske Vognmænd og Jyske Finans.
Transport 2023 finder sted 20.-22. april i MCH Messecenter Herning.
Kontaktinformation
Søren Øster Kæmpegaard
Ass. projektleder, MCH A/S
Telefon: +45 61 60 41 59
E-mail: sok@mch.dk
Lars Meedom
Projektleder, Salg, MCH A/S
Telefon: +45 61 13 48 19
E-mail: lme@mch.dk
Transport_Foto: MCH/Lars Møller