Pressemeddelelser fra MCH
Stor interesse for nyheden Årets Opbygning på Transport 2015
5. marts 2015
Årets Opbygning er den helt store nyhed på transportmessen i MCH Messecenter Herning fra 19. til 22. marts. Interessen fra udstillerne har været stor, og dommerne er imponerede. Udstillingen bliver bred, omfangsrig og har et højt fagligt niveau.
Flere end 60 opbygninger er tilmeldt Årets Opbygning på Transport 2015, som ud over en specialudstilling med alle de tilmeldte køretøjer, også består af en nominering af tre finalister fredag den 20. marts samt kåring af en vinder lørdag den 21. marts ved Årets Transportfest.
Dommerpanelet var onsdag samlet i MCH Messecenter Herning for at danne sig et indtryk af de tilmeldte opbygninger, og de glæder sig over bredden blandt tilmeldingerne.
- Jeg synes, at det er positivt, at der er så stor interesse for Årets Opbygning. Her er virkelig fokus på fagligheden i det arbejde, der er ved en opbygning, og det er godt at få bredt yderligere ud i branchen. At der er tilmeldt så mange køretøjer, gør det bare endnu mere spændende at skulle ud og studere dem hver især, når vi i dommerpanelet skal vurdere køretøjerne torsdag under messen, siger Finn Bjerremand, teknisk konsulent hos DTL og dommer ved Årets Opbygning.
Chauffør Bill Sørensen, som også er med i dommerpanelet, glæder sig til en tur rundt blandt alle opbygningerne.
- Jeg synes, at der på papiret er mange opbygninger, som jeg glæder mig til at se nærmere på. Det er fagligheden, som vægter højt for mig. Derudover er det vigtigt at kunne se, hvordan man kan bruge opbygningen i hverdagen, og om der er nogle fordele, som gør transporten mere effektiv og lettere at udføre.
Publikums stemme tæller
Fredag den 20. marts kl. 10 offentliggøres de tre nominerede, som går videre i dysten om titlen som Årets Opbygning, og frem til lørdag kl. 13.00 kan de besøgende på transportmessen afgive deres stemme, som tæller med i den endelige bedømmelse.
Den endelige vinder offentliggøres lørdag aften ved Årets Transportfest, hvor branchen er samlet til et brag af en fest.
Dommerpanelet består af Per Mikkelsen fra VBG Group Sales, Hans Bruun fra AutoBranchen Danmark, Mark Christensen fra Tage Kristensen A/S, Bill Sørensen fra Johs. Sørensen & Sønner Århus A/S, Jesper B. Nielsen fra Transportmagasinet, Finn Bjerremand fra DTL, Thomas Krebs fra SKAD og tidligere vognmand Ole Skovlund.
FAKTA: Transport 2015 er Skandinaviens største indendørs fagmesse for transportbranchen og finder sted i MCH Messecenter Herning fra 19.-22. marts 2015. Læs mere på transport-messen.dk, Facebook, Instagram, Twitter og Linkedin med #transportmessen.
Tilbage
Stor interesse for nyheden Årets Opbygning på Transport 2015
/Default.aspx?ID=3151&newsid=584&PID=12722&M=NewsV2&Action=1