Velkommen til Transporterhvervets Uddannelser!
På standen kan du få et indblik i de mange muligheder, du har for uddannelse i transportbranchen. Vi har nemlig kollegaer med, der står klar til at fortælle om erhvervsuddannelserne inden for transport, AMU-kurser, merituddannelse og mentoruddannelse.
Du kan dermed også høre dybdegående om jobs, karrieremuligheder, efteruddannelse, praktik og udlandsophold for netop den transportuddannelse, du er interesseret i.
På standen vil du også kunne møde TUR Forlag, som står klar til at fortælle mere om deres nyeste materiale. TUR Forlag udvikler og udgiver materialer til alle former for uddannelser inden for transportbranchen. Forlaget kombinerer den nyeste faglige og pædagogiske viden om værktøjer til undervisningsbrug i form af bøger, opgaver, brætspil, videoer og interaktive programmer.
Du kan også fysisk snuse til transportuddannelserne på standen. TENSTAR stiller nemlig en simulator op, som gør det muligt for besøgende at prøve at køre gaffeltruck. Det er både lærerigt og spændende og giver et unikt indblik i, hvad det vil sige at arbejde på fx et lager. Du kan også prøve at køre bus, hvis du skulle have en interesse i at arbejde med mennesker og service.
Skulle du have lyst til at teste dine pakkekompetencer, har vi taget en minilastbil med, hvorpå besøgende kan prøve kræfter med at pakke til perfektion på tid. Det er både sjovt og spændende, og så kan det være, du får en lille ting med på vejen som tak for din deltagelse.
Vi ses på standen. Transporterhvervets Uddannelser står klar til at hilse på dig.